1.700 til Åbent hus i højt solskin

Et – næsten – rekordstort antal nysgerrige valgte at nyde den varme efterårssol på Vordingborg Kaserne og få nogle gode oplevelser for børn i alle aldre.

Tekst og fotos: kaptajn Niels Brandt, presseofficer

Dagen begyndte for offentligheden klokken 11.00 – præcis – det er jo Forsvaret. Det skete med en parade, hvor garnisonskommandanten, oberst Johnny Rahbek Thomasen, åbnede Åbent Hus arrangementet.

Soldaterne fra 5. Nationale støtteelement havde arbejdet godt igennem med at stille deres stande op og forberede både modeshow og ”småstyrkers kamp”. Garnisonen havde inviteret Veterancentret, Støt soldater og Pårørende og Soldatens Dag til at sprede glade budskaber om alle de muligheder, som Forsvaret kan tilbyde.

ISS cafeteria, 550 Nord, sørgede gennem hele dagen for at de besøgende kunne få stillet deres sult og tørst. Det helt store tilløbsstykke var som sædvanlig Garage Grill’en, hvor man kunne købe ultralækre grillpølser med tilbehør. Det var et tilbud, som rigtig mange benyttede sig af.

Mulighederne var mange for de mange gæster. Gardehusarregimentets Panser- og Køretøjsforeningen havde taget både M/113 og Piranha med og gav gavmildt køreture ud på det lille øvelsesterræn. De mindste kunne også få lov til at køre i – næsten – helt rigtige militærbiler, som Hjemmeværnet havde stillet til rådighed.

Et hit hos mange var våben- og køretøjsudstillingen, hvor man kunne få lov til at holde de våben, soldaterne anvender i dag og få lov til at klatre op i de store tunge MAN HX lastbiler. Hjemmeværnet havde desuden i år en lydighedsdemonstration af deres hundepatruljer. Det vil helt sikkert blive gentaget til næste år.

Vordingborg Brandvæsen deltog igen i år med deres teleskopstige, hvor interesserede kunne se det hele lidt fra oven. Desuden havde de demonstration af deres redningsudstyr og redningsvogne.

Dagen blev afrundet med en demonstration af ”Småstyrkers Kamp” i Generalens Gård. Det var en demonstration i ild-og-bevægelse, og hvordan en mindre styrke kan trække sig tilbage fra en fjende under anvendelse af røgsløring og ild.

Tak til alle, der ville besøge os på kasernen. Velkommen igen til næste år.