Hjemkomstparade for missionerne

Trænregimentets personel samt personel fra Telegrafregimentet Sanitetskommandoen og Flyvevåbnets hundepatruljer fra Danmarks to store missioner var samlet til hjemkomstparade for at få anerkendelse og missionsmedaljer.

Tekst og fotos: kaptajn Niels Brandt, presseofficer

Der var Carla, René, Rolf, Rune, Per, Jan og Brian og alle de andre, der havde været udsendt til OIR – Operation Inherent Resolve i Irak/Kuwait og RS – Resolute Support sammen med DANELM under ledelse af major Jan Værnhøj Pedersen, der var samlet i gymnastiksalen på Vordingborg Kaserne for at blive hyldet. Sammen med soldaterne var der også mødt en del pårørende op for at overvære paraden.

Det var netop de pårørendes rolle, som stabschef for Trænregimentet, oberstløjtnant Allan Peter Sundahl, fokuserede på i sin tale til soldaterne.

Vi kan ikke levere en helhjertet indsats, hvis vi ikke har accept fra vores pårørende. Derfor er det også vigtigt, at vi har talt med dem om, at vores indsats ikke er helt uden risiko. Den dialog vi har med vores kære er afgørende for at vi fungerer optimalt, sagde Allan Sundahl.

Den helhjertede indsats I leverer, bidrager til at sætte Danmark på verdenskortet, og I giver Danmark respekt. Tak for indsatsen, afsluttede Allan Sundahl.

Medlem af Folketinget og medlem af Forsvarsudvalget, Kasper Roug (S), der har været soldat ved Den Kongelige Livgarde i 1999–2001 og haft en udsendelse til Kosovo pointerede vigtigheden af missionerne.

1.200 irakiske soldater er blevet uddannet i denne periode. Det er rigtig vigtigt, at de selv lærer at tage vare på deres land. For uden sikkerhed er der ingen udvikling – og det gælder også Afghanistan, indledte Kasper.

I løser en helt fundamental og afgørende opgave. Det ved jeg, for jeg har selv været udsendt. Danmarks forsvar er stolt over jer og den professionelle måde I løser opgaverne på. Tak til alle og til jeres pårørende og held og lykke på jeres færd, afsluttede Kasper.

Derefter fik næsten alle Forsvarets Medalje for Internationale Tjeneste, bortset fra de fem, der havde været i missionen flere gange. De fik et tal udleveret.

Paraden blev afsluttet med et glas mousserende vin med kransekage.