KN Bo Mikkelsen tilbage til 4 NSBTN

Et ønske om at teste det civile af var årsagen til at KN Bo Mikkelsen søgte om TUL. Nu efter knapt et år er KN Bo Mikkelsen tilbage i Forsvaret og 4 NSBTN.

Tekst og foto: Kaptajn Niels Brandt, presseofficer.

Bo havde god succes i Lufthavnen, hvor han lærte meget på den analytiske front, og hvor han genlærte både Lean og Prince2, som er manualen for projektledelsen, men der var noget andet end det faglige, der trak Bo tilbage.

Det gik faktisk rigtig godt, og Lufthavnen var ked af, at jeg rejste i første omgang til et ledelsesjob i Nordsjælland og siden tilbage til Forsvaret, men det er bare en anden slags mennesker derude på den anden siden af hegnet.

En af de vigtigste forskelle er, at det ikke er en naturlov, at man er på samme hold. Det jeg holder utroligt meget af er, at vi trækker på samme hammel i Forsvaret. Det kan godt være, at vi måske ikke altid føler det, men i sammenligning med det civile arbejdsmarked bliver det rigtig tydeligt. Den del har også været rigtig lærerigt.

Bo’s første arbejdsdag som operationsofficer S2/3 i staben ved 4 NSBTN var mandag den 3. juni, og han har det dejligt.

Nu mens min FIIN-maskine opdaterer, sidder jeg bare og glæder mig til at komme i gang med opgaverne. Det er dejligt at vende hjem, og ikke mindst min familie er glad for, at vi ikke skulle flytte til Nordsjælland.

De største opgaver, der ligger foran Bo, er deployeringen af eFP hold 3 og Operation Gefion 2020. Desuden skal han se på noget uddannelse og drift af operationer.

Velkommen hjem igen, Bo.