Spritnye konstabler i 4 NSE

I fredags den 1. februar blev de tre nye konstabler ved 4 NSE udnævnt til konstabler og mandag morgen begyndte de deres nye tilværelse som medarbejdere og kolleger. To af de fire fik lige lov til at se deres nye kontor, inden de skulle af sted for at få sat billeder på en af de opgaver, de skal være med til at løfte – Host Nation Support.

Tekst og fotos: kaptajn Niels Brandt, presseofficer.

Det er noget af en oplevelse at gå fra en fasttømret forudsigelig hverdag med minutiøse øvelseslister og en endeløs række af daglige rutiner til en hverdag, hvor de ikke har noget begreb om, hvad de skal lave. Oven i købet bliver de sendt af sted for at få sat billeder på en af de sværeste og mest komplekse logistiske discipliner.

Host Nation Support er indbegrebet af uforudsigelighed og stiller store krav til fleksibilitet, overblik, indsigt og menneskekundskab. Selv om både Sascha Egeberg og Frederik Panton føler, at de har fået vind i håret, er det dog ikke noget der skræmmer dem.

Det er lidt som at gå fra teenager til at blive voksen. Der er ingen øvelseslister, og det er ens eget ansvar at dagen bliver udfyldt. Men det er jo også en proces, hvor jeg får helt nye værktøjer og kompetencer.
Det er også et fedt klima ved 4 NSE, hvor man kan byde ind med ting. Vi har endda fået at vide, at vi ikke må holde noget tilbage, hvis man kan se en hensigtsmæssig løsning, forklarer Frederik.

Sascha er rigtig tilfreds med, at de får lov til at komme med til Nymindegab for at se, hvordan Host Nation Support bliver udført i virkeligheden. Det er vigtigt for hende, for hun elsker struktur.

Jobbet er ikke bare at sidde på et kontor. Vi kommer også ud for at se det færdige produkt, og på den måde får vi et billede af, hvordan det ser ud. Det er vigtigt, når vi senere skal planlægge forløbet.
Personligt er jeg nok lidt af et vanemenneske. Jeg kan rigtig godt lide struktur. Nu skal jeg bare selv til at skabe strukturen og forme min egen hverdag. Det tiltaler mig rigtig meget, siger Sascha.

Når Sascha og Frederik har fået et godt billede af Host Nation Support opgaven, skal de begynde deres terminaluddannelse i Karup.

Infoboks
I alt er der tilgået fire nye medarbejdere ved 4 NSE. Tre af dem er nyudnævnte konstabler, som er tilgået 4 NSE. Den sidste er en OKS-1 og er fra Jægerspris lejren. Det er to af de nye KS, som er tilgået HNS, som var med på deres første opgave og introduktion til faget.