Til opgaven er løst – i det virkelige liv

Seniorsergent Nordli har taget en udsendelse med kort varsel, selv om han kom hjem fra en mission for otte måneder siden. Det er en helt naturlig ting – for ham. Når man arbejder i en højt specialiseret enhed i Forsvaret, må man taget det ansvar, der følger med. 4 NSBTN er en helt unik og travl enhed med højt til loftet, hvor selv de yngste får ansvar og udvikler sig – hurtigt.

Tekst og fotos: kaptajn Niels Brandt, presseofficer

Pludselig og uventet stod NSE OIR hold 9 med en gevaldig udfordring. Den udpegede kommandobefalingsmand – herefter betegnet som kompagnibefalingsmand – stod for fald. Hurtigt meldte en ny sig under fanerne – også han fik forfald. Gode råd var nu dyre. Trænregimentet og andre myndigheder blev hørt, om de kunne stille en kompagnibefalingsmand til NSE’et i Kuwait – blot for en tre måneders periode. Det kom Nordli for øre.

Da jeg hørte, at man ville gå uden for bataljonen for at finde en medarbejder, der kunne tage en mission, så råbte jeg op. Vi er specialister ved 4 NSBTN, og så mener jeg også, at vi skal levere varen. Når vi er specialister og sætter en ære i det, må vi også tage konsekvenserne. Min mening er, at vi naturligvis skal udsende NSE’er med fuld bemanding inden for alle vores kompetenceområder, forklarer Nordli.

Kasserne skal pakkes ud og vi løser opgaven
”Belastningen” med udsendelser ved 4 NSBTN er lidt ulige fordelt. Konstabelgruppen kunne godt ønske sig flere udsendelser, officersniveauet er også uligt belastet, men det er en historie for sig selv. Tilbage er M 200 niveauet, hvor man ikke skal stå længe med en finger i vejret for at få en udsendelse.

Nordli accepterer, at øvelse gør mester. Men der hvor han virkelig trives er i missionen, hvor han skallevere i den virkelige verden. Det er det jeg er uddannet til.

For det første vil jeg gerne lægge låg på, at de hyppige udsendelser bliver betegnet som en ”belastning”. Det har en negativ klang. En udsendelse er en gave og er den ultimative test på, om man kan sit håndværk, indleder Nordli.

Tempoet er rigtig højt ved bataljonen, og der bliver trukket meget på M 200 niveauet, men de er alle enige om, at udfordringerne skal løses, og ingen er utilfredse, når nogen siger ”nej” til en udsendelse.

Vi er en bred M 200 gruppe, og vi er forskellige steder i livet. I befalingsmandsgruppen er der i hovedsagen tre grupper. De unge uden forpligtelser, de lidt ældre med forpligtelser og de gamle, som har tid og erfaring til rådighed. Når nogen siger ”nej” til en udsendelse, har alle en helt forståelig indvending. Og i det øjeblik folk siger ”nej”, så siger de ”ja” i næste sætning, hvor de kommer med et forslag til, hvornår de så kan udsendes. Her træder de to øvrige grupper til og får løst opgaven, uddyber Nordli.

En gang hvert tredje år kan man tage en udsendelse. Så er der plads til, at man vænner sig til en helt almindelig hverdag, og kan få genopbygget kampkraften til næste udsendelse. Men et er den officielle holdning, et andet er, når udfordringerne og hverdagen melder sig.

Jeg forstår godt, at man skal blive hjemme et stykke tid og får ”pakket kasserne ud”, og det er også vigtigt, at man lige kan få en pause, hvis folk ønsker det. Men vi vil samtidig gerne undgå, at der bliver solgt ud til TRR eller andre. Den stærke værdi ved vores bataljon er, at der er en høj grad af frivillighed. Internt i gruppen har vi en god fornemmelse af, hvem der lige skal vente, og hvem der kan tage udsendelsen. Der er bare ingen, der trykker sig. Helt aktuelt gik det stærkt med at få lukket hullet, for – vi løser opgaven, fortæller Nordli.

Ånden ved bataljonen og ligblege konstabler
Årsagen til den høje grad af frivillighed skal måske findes i ånden ved 4 NSBTN. Den har Nordli fået ind under huden, siden han kom til Danilog i 2009. En ånd han nyder og stadig trives med.

Det lyder så klichefyldt, men det er virkelig en god arbejdsplads. Der er en frihed til at prøve ting af og melde sig til aktiviteter, og vi har vide rammer til at løse opgaverne og prøve tingene af. Det kan kun lade sig gøre med fleksible chefer, der tillader folkene at prøve at løse opgaverne på egen hånd. Det udvikler folk, siger Nordli.

Det er også noget, man ser i missionerne. De unge konstabler kan godt stå ligblege i begyndelsen, men de vokser hurtigt med opgaverne. Ofte ser man, at man peger på en ung KS – fordi han eller hun er den bedste ”mand” til jobbet. Jeg har set flere situationer, hvor meget unge KS kan løse opgaver på lige fod med de ældre. De skal bare have chancen, så vokser de med opgaven. Det er også imponerende at se, at de selvstændigt kan koordinere med US personel om pax.

Når Nordli tænker tilbage på den skæbne, der har ramt Vordingborg Kaserne, mener han, at medarbejderne har klaret det rigtig godt og har en solid ballast. Det mener han skal udnyttes.

Nu skal vi bare have flere folk. Fødekæden skal være i orden. Ved 5 NSE har vi alle muligheder for at præge folk igennem HBU, HRU og SRS. Samtidig skal vi også sælge varen eksternt om, at vi er en attraktiv enhed i Forsvaret, hvor vi giver folk en specialistuddannelse, og hvor folk kan komme til at arbejde selvstændigt med ansvar, forklarer Nordli.

Samarbejde i en ny tid
Den 24. januar tager Nordli sammen med det øvrige NSE afsted til Kuwait for at afløse NSE OIR hold 8. I denne uge er hele holdet på MRX – Mission Rehearsal Exercise. Her bliver alle udfordret af KOF’erne (kontrolofficerer) på alle kompetenceområder. Det er en certificeringsøvelse, hvor man kontrollerer, om alle kan levere varen indenfor deres specialområder. Nordli er kompagnibefalingsmand. Det er en rolle, han ser frem til at udfylde, selvom opgaven er ny for ham.

Som kompagnibefalingsmand er jeg en del af command team’et, der består af chefen, NK og mig. Jeg skal svæve lidt rundt i organisationen for at se, om der er noge,t der skal rettes eller forbedres. Det er vigtigt for mig, at jeg ikke tager noget fra chefen. Han er stadig fører med alle de pligter og rettigheder, der følger med. Min opgave er at give chefen tilbagemeldinger om mine observationer, så han kan træffe de rigtige beslutninger, fortæller Nordli.

På enkeltmandsniveau kan vi være stolte af os selv. Der er vi langt bedre rustet end vores internationale samarbejdspartnere.

Nordli betragter sin egen rolle som en servicefunktion. Folkene skal kunne gå til ham for at få råd og vejledning, uden at han løser opgaverne for dem. Den personlige udvikling er helt central for Nordli både på egne og andres vegne.

For mit eget vedkommende vil jeg gerne have opgaven utygget. Jeg vil gerne løse opgaven selv. Når jeg har behov, skal jeg nok gå til chefen for at få guidance. På samme måde med folkene. De skal have chancen til at løse opgaverne, og har de behov, er jeg der straks til at støtte dem.

Det betyder også, at vi skal have et godt samarbejdsklima, der bygger på tillid og respekt. Jeg kan ikke have, at folk går og putter med tingene. Hvis der er noget, de er utilfredse med, så kom med det, i stedet for at hælde benzin på bålet, siger Nordli.

Selvom Nordli er kompagnibefalingsmand og har en lang karriere som kommandobefalingsmand bag sig, kan han godt ’gå ud af boksen’ og få nye ideer og finde nye veje, men han er stadig tro mod forvaltningen.

Folk må gerne være kritiske, bare de er positivt indstillede. Ind i mellem skal folk også have respekt for, at det er mig der prioriterer opgaverne. Hvis de bare er glade og positive, så skal vi nok finde de gode løsninger, afslutter Nordli.

MRX’en slutter fredag med en tilbagemelding fra KOF. Her får alle kompetenceområderne i NSE’et at vide, om de er klar til at tage på mission. Hvis der er forhold, der skal justeres og forbedres, bliver de kaldt på arbejde for at få styr på detaljerne. Hvis alting er gået som det skal, kan de holde fri, inden de samles for at tage af sted. For Nordli er det en kort mission. Han tager hjem igen i april, mens de øvrige først kommer hjem til august.